Klubben

Borussia Dortmund
Rheinlanddamm 207-209
44137 Dortmund

Historie

Borussia Dortmund blev grundlagt i 1909, da en gruppe unge mænd var utilfredse med at spille fodbold under opsyn af den lokale præst. Han blev fysisk holdt udenfor, da klubben blev grundlagt i værtshuset “Zum Wildschütz”.

I begyndelsen brugte Borussia Dortmund andre farver på klubdragten, men allerede i 1913 blev det ændret til de nuværende gule og sorte farver.

I de første par årtier havde klubben kun beskeden succes i lokale rækker, og et forsøg på at skaffe bedre resultater ved at hyre et par professionelle spillere gav blot økonomiske problemer.

I løbet af 1930’erne havde klubben lidt mere succes, men først efter krigen blev det rigtig godt, idet klubben første gang var i den nationale finale i 1949, en kamp som dog blev tabt. I 1956 vandt klubben sit første mesterskab.

I 1963 startede Bundesligaen med Dortmund som en af klubberne. Det var i øvrigt Timo Konietzka fra Dortmund, der scorede Bundesligaens første mål overhovedet. I årene der fulgte, havde klubben blandet succes.

Mark Strudal blev i 1989 den første dansker i Borussia Dortmund. Året efter fulgte Flemming Povlsen som den mest benyttede dansker med 146 Bundesligakampe over fem år, hvilket også kastede både guld og sølvmedaljer af sig.

Efter finaledeltagelsen i UEFA cup-finalen i 1993 fik Dortmund en stor sum penge på grund af et specielt honoreringssystem for deltagelsen, og det gjorde det muligt for klubben at købe gode spillere med deraf følgende gode resultater.

Ved årtusindsskiftet blev klubben børsintroduceret som den første i Bundesligaen. På trods heraf tabte klubben penge i de følgende år som følge af dårlig økonomisk ledelse, og man var nødt til at sælge stadion.

Da klubben i 2003 ikke nåede ret langt i UEFA Champions League, var Dortmund på randen af økonomisk ruin, hvor klubbens aktier faldt 80% i værdi. Samtidig måtte spillerne gå 20% ned i løn.

På bundlinjen har Borussia Dortmund alligevel mellem 2000 – 2017 høstet ni sæt medaljer i Bundesligaen, været i seks pokalfinaler, syv Super Cup finaler, samt en Europa Cup finale og en Champions League finale.

Se mere her