Dansk historieskrivning på Signal Iduna Park

Aldrig før har to danskere været udtaget til samme startopstilling i Borussia Dortmund, men det skete fredag aften, hvor både Thomas Delaney og Jacob Bruun Larsen havde fundet vej blandt Lucien Favres startopstilling mod Eintracht Frankfurt.

Thomas Delaney var at finde på den centrale midtbane. Mere opsigtsvækkende var det, at der var fundet plads til 19-årige Jacob Bruun Larsen blandt de tre angribere. Unge Larsen har scoret flere mål i optakten til sæsonen, og det blev belønnet.

Han takkede for tilliden ved at sparke det hjørnespark, som førte til Dortmunds 1-0-scoring. I det lille felt fik Abdou Diallo bugseret bolden over stregen efter 36 minutter.

Dortmund havde langtfra spillet prangende, og derfor var det ikke ufortjent, da Frankfurt efter 13 minutter i anden halvleg udlignede. Hjemmeholdet svigtede defensivt, så Sebastian Haller kunne score til 1-1.

Det fik Dortmund-træner Lucien Favre til at hive Delaney ud og sende belgieren Alex Witsel på banen. Ti minutter forinden havde han også skiftet Jacob Bruun Larsen ud, og uden danskere på banen lykkedes det at hive sejren hjem.

Først kanonerede Marius Wolf bolden i nettet fra omkring 12 meter, da der resterede 18 minutter. Med to minutter tilbage tegnede Paco Alcácer sig for kampens måske flotteste detalje, da den indskiftede spanier fra kanten af feltet sendte bolden ind i modsatte hjørne til 3-1 foran 81000 tilskuere på Signal Iduna Park.