Castro forundret over Dembele

BVB’s Gonzalo Castro har svært ved at forstå Ousmane Dembeles opførsel på det seneste, hvor han blandt andet er udeblevet fra træning.

– Han spillede fremragende i sidste sæson, og pludselig dukker han bare ikke op til træning. Vi var chokerede, da det var helt nyt for os – jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Castro til Bild.

– Hvis han vender tilbage hertil, vil han få meget klar besked om, at man ikke kan opføre sig på den måde, og at det er skidt for os, for holdet.

– Vi ved ikke, hvem der står bag det, og hvem der støtter ham. Jeg ved bare, at jeg ikke selv havde erfaring nok til at træffe mine egne beslutninger, da jeg var 20 år. Men det giver sig selv, at kontrakten og klubben betyder mest, siger midtbanespilleren.